Uddannelser og kurser til massører – hvilken ville du tage?
Som massør er det vigtigt, at man efteruddanner sig, så man kan udvikle sig fagligt. Der er mange forskellige udbud af efteruddannelser til ens grunduddannelse som massør. Da alle skoler har hvert deres bud på, hvad en massøruddannelse er, kan det være lidt af en jungle at finde rundt i de forskellige efteruddannelser. Derfor vil der her komme nogle bud på, hvad man kan vælge som efteruddannelse i massørfaget.
Musculupat® som uddannelse
En mulighed for efteruddannelse er musculupat. Denne uddannelse udbydes af AM Massageskole. Det er en registreret titel – faktisk i modsætning til massørtitlen, som ikke er en beskyttet titel. Dermed får man med en musculupat-uddannelse en registreret titel, som man kan vise frem over for sine klienter.
Uddannelsen tager udgangspunkt i muskulære behandlingsformer og teknikker og kundskaber inden for massageterapi. Det er derudover også en uddannelse, der både bruger vestens forståelse af kroppen og den traditionelle kinesiske medicin (TKM). På uddannelsen får man også indsigt i teknikker som zoneterapi og akupunktur. Sidst får man også undervisning i funktionel neurologi – det vil sige sammenhængen mellem krop og sind. Derfor giver uddannelse en bred indsigt i forskellige behandlingsformer som massør.
Zoneterapi og akupunktur
Andre populære efteruddannelser for massører er bl.a. zoneterapi og akupunktur. Der findes en lang række uddannelsessteder, som både tilbyder grund- og efteruddannelse i zoneterapi og akupunktur. Længden og prisen på uddannelsen afhænger af, hvilken baggrund man kommer med – har man f.eks. en sundhedsfaglig uddannelse i forvejen, behøver man ikke at tage de samme kurser ved siden af for at blive zoneterapeut og akupunktør. Man skal dog kontakte det enkelte uddannelsessted for mere information.
Sportsmassør
Ønsker man at gå mere i retningen af at arbejde som massør inden for sport og idræt, kan uddannelsen som sportsmassør være værd at overveje. Uddannelsen kan også gå under navnet helse- og sportsmassør. Her lærer man at give massage, som har fokus på velvære og sport, så man restituerer så godt som muligt efter en sportsaktivitet. Denne uddannelse er der også flere forskellige skoler, som tilbyder, og længden og prisen på uddannelsen er afhængig af den enkelte skole.
RAB – Registreret alternativ behandler
Da massør ikke er en beskyttet titel, kan alle i princippet kalde sig selv for massører, uden at de har en uddannelsesmæssig baggrund. Dog kan man – hvis man lever op til en række krav – blive en såkaldt registreret alternativ behandler (RAB). Med denne registrering kan man sige, at man får en form for officiel titel. Desuden kan man også blive momsfritaget som RAB.
Hvis man skal blive en registreret alternativ behandler, skal man have taget 660 lektioner. Disse 660 lektioner skal være inden for en række forskellige felter. Man kan læse mere om de konkrete krav her. Overordnet kan man dog sige, at man med uddannelser og efteruddannelser kan opnå at blive en registreret alternativ behandler med de fordele, som følger med her. En uddannelse som musculupat lever f.eks. op til kravene i RAB, så denne kunne man eksempelvis overveje, hvis man er interesseret i uddannelsens indhold.