Massør reddede (formentlig) klients liv

12 August 2021 Kategorier: massøren

Hvad ville du gøre, hvis du opdagede et mistænkeligt udseende modermærke på en klient?

Dette scenarie blev aktuelt for massør Mai-Britt Krogager-Jensen, da hun var i gang med at behandle sin faste klient Jimmy Bengtsson og spottede et mærkeligt udseende modermærke på hans ryg.

For nogen vil det føles grænseoverskridende at skulle kommentere på et modermærke, men Mai-Britt vil hellere sige noget én gang for meget end for lidt. Så hun rådede Jimmy til at gå til lægen og få det tjekket.

Det viste sig, at der var kræft i modermærket, og at det havde spredt sig til lymfeknuderne i lysken.
Jimmy fik fjernet to lymfeknuder, kom i behandling med immunterapi og er i dag heldigvis færdigbehandlet og raskmeldt. Men han er dybt taknemmelig for, at Mai-Britt rådede ham til at opsøge læge, for når det kommer til kræft i huden, kan det være afgørende at opdage det så tidligt som muligt. Måske havde det været for sent, hvis der var gået tre måneder mere.

Massørens rolle

Som behandler ser du klienters ryg, baglår m.m. fra en vinkel, som ingen eller kun få ser og som er svært tilgængelige for klienten selv. Derfor vil du potentielt være den første til at opdage mistænkelige modermærker. Det er ikke en massørs opgave at diagnosticere, men du kan spille en afgørende rolle i at få klienten til at gå til lægen.

Derma Korps, som er en gruppe af frivillige læger etableret i samarbejde med Patientforeningen Modermærkekræft, underviser nu massører og andre faggrupper med tæt kontakt til deres kunder i at spotte modermærker, der bør undersøges nærmere af en læge.

Kilde: TV2

Tilbage