Dine hænder er dine vigtigste arbejdsredskaber – derfor er det vigtigt at passe på dem, især i disse corona-tider, hvor håndsprit og hyppig håndvask er blevet faste følgesvende i dagligdagen. Men hvad er egentlig mest skånsomt sæbe eller håndsprit?
Og hvad er mest effektivt ift. at bekæmpe bakterier?
Håndsprit mest skånsomt, men dræber ikke alle vira og bakterier
Ifølge Henrik Friis, Overlæge på Klinisk mikrobiologisk afdeling på Sygehus Vest, er det mere skånsomt for huden at bruge håndsprit end at vaske hænder, da håndvasken fjerner fedtstof fra huden og dermed udtørrer den. Håndspritten er tilført fx glycerol, som sørger for, at huden bliver fedtet igen.
Dog dræber håndsprit ikke f.eks. den virus, der giver “Roskildesyge” med diarré og opkastning, så hvis du har diarré eller kaster op, er det meget vigtigt, at du både vasker hænder grundigt og bruger håndsprit (kilde: min.medicin.dk/ ).
Men håndsprit er rigtig godt, når vi ikke har mulighed for at vaske hænder (f.eks. når vi er på farten), og til at skåne vores hænder for håndvask hele tiden.
Vælg en god håndsprit
Alkoholprocenten er afgørende for håndsprittens evne til at dræbe coronavirus, og Statens Seruminstitut anbefaler en alkoholprocent på 70-85%.
Nogle mærker håndsprit efterlader desuden hænderne fedtede og klistrede, hvilket ikke er optimalt, når man arbejder med sine hænder. Derfor er håndsprittens udtørringsgrad også vigtigt.
Endvidere spiller fugteevne, doseringsevne og duft også en rolle, når man skal vælge en god håndsprit.
Rengøringsekspert Michael René, journalist Line Feltholt og kosmetolog Line Lie har foretaget en test af 10 forskellige mærker håndsprit for Politiken.
Vinderen var håndspritten fra Derma, fordi den er tyktflydende og glyceringagtig i konsistensen og ikke dufter parfumeret. Den klistrer dog lidt i starten, men tørrer fint ud, når man arbejder den lidt ind i hænder og fingre.
På andenpladsen kom håndspritten fra Sonett, pga. dens gode doseringsfunktion (pumpe) på flasken og grandduft. Dens vandede konsistens gør den dog lidt sværere at fordele på hænder og fingre.
Hele undersøgelsen kan læses i Politiken (dog kun for abonnenter): Test af 10 håndsprit
Brug håndspritten korrekt
Håndsprit virker kun optimalt, såfremt den anvendes korrekt. Husk derfor at:
- Bruge rigeligt sprit: ca. 3 ml håndsprit (som en lille teske).
- Gnide hænderne mod hinanden i mindst 30 sek. eller til hænderne er helt tørre.
- Gnide hele hånden og alle fingre ind (husk håndled og mellem fingrene).
- Fjerne håndsmykker (de er gode gemmesteder for vira og bakterier).
- Sørge for, at dine hænder er både rene og tørre, før du bruger håndspritten.
(Kilde: www.lomax.dk/)
Vælg en skånsom håndsæbe
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du vasker hænder med håndsæbe tit og grundigt. Men håndsæbe kan som sagt være hårdt for huden på hænder og fingre, hvis håndvask gentages hyppigt. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på problematisk kemi i sæben.
Nogle håndsæber indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og/eller allergifremkaldende konserveringsmidler, hvilket er værd at undgå, hvis man vil passe på sine hænder m.m.
Forbrugerrådet Tænks test af flydende håndsæber giver dig 21 gode kemivalg. Se testen her.
Tjek håndsæben for problematiske stoffer
Hvis du allerede har en yndlingshåndsæbe, som ikke fremgår af testen, kan du tjekke håndsæbe (og andre kosmetik- og plejeprodukter) for stoffer, der er allergifremkaldende, kræftfremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende med den gratis mobil-app “Kemiluppen”.
Kemiluppen er nem at bruge:
1. Scan stregkoden på dit produkt med appen.
2. Modtag en vurdering af kemien i produktet.
Kemiluppen kan downloades gratis på App Store og Google Play.
Se en video her med den korrekte teknik til at vaske hænder for optimal hånddesinfektion: Twitter video.